Tag med på en intens og farverig musikalsk rejse, når Mabe Fratti og Alto Aria indtager turkis!
Den 32-årige cellist er en innovativ historiefortæller med sit instrument og stemme - Mabe Frattis tydelige sensibilitet er den smukkeste fjer i et dybt professionelt vingefang af flegmatisk og farverig musik, der formår, med gåsehuds-provokerende præcision, at formidle små, men stærke budskaber, der har natur- og kontrastmotiver malet hen over sig.
Alto Aria undersøger relationer mellem akustisk og elektronisk lyd med udgangspunkt i transformation og transition. Her væves klassiske elementer med moderne elektroniske beats bundet sammen af en luftig vokal.
Koncerten præsenteres i samarbejde med Voxhall
PROGRAM
➤ Døre åbner: 20:00
➤ Alto Aria: 20:30
➤ Mabe Fratti: 21:15
MABE FRATTI
Med ophav i Guatamala, levede Fratti i de tidlige år på en koncentreret diæt af klassisk og kristen musik, som en del af en opvækst i Pinsekirken. Her var hun dedikeret til at tillære sig virtuositeten i sit håndværk, indtil hun en dag fik foræret de innovative og avantgarde stil-strøg fra György Ligeti af sin far - noget som fortsat præger dele af hendes musik - samt af egen nysgerrighed opsøgte Jacqueline du Pré og i al hemmelighed gik opdagelse i pirat-musik på nettet. Alt dette skulle sidenhen lede til et opbrud med sit hjemland, for at drage til Mexico, hvor hun i dag både har sin professionelle base, kollaborative legeplads og sit selvstudie i genrer som reggae, blues, funk og især elektro-ambiance.
Af nyeste udgivelser er at finde "Kravitz", der i et noget mere tungt afsnit afslører hendes spændvidde - celloen ligger som en stadion-rocket basbund, hvorpå Mabe reflekterer over ikke at vide hvor holdninger kommer fra, symboliseret i dén om hønen og ægget: Kommer de inde fra et sted eller tages holdninger ind fra omgivelserne - og hvem gider egentlig høre på holdninger? Hvem hører rent faktisk efter! Rock'n'roll-rebel på lodrette strenge? Oh yez!
Forvent en koncert, der rummer en intens intimitet og masser af kolorit! Bid mærke i hendes udvalg af små bitte pauser, momenter af atonalitet og klangkontraster. Af publikum er Mabe Fratti noteret som både flydende, som røgen af brændt harpiks og én der sætter vibrationer i pupillerne - eller med andre ord: En latinamerikansk flod af varme og liv!
ALTO ARIA
Alto Aria er navnet på Berlin/København-baseret komponist og producer Aria Leth Schützes soloprojekt. Med projektet undersøger de relationer mellem akustisk og elektronisk lyd med udgangspunkt i transformation og transition. Her væves klassiske elementer med moderne elektroniske beats bundet sammen af en luftig vokal. Til koncerten medbringer Aria kontrabassist Mark Ibsgaard Gregersen.