Eventstart: 20:00 // Fri éntre
International inspiration og netværk med GLOMUS på turkis
GLOMUS CAMP 2022 er den syvende af slagsen, siden den første camp blev afholdt i Mozambique i 2009. Bag disse camps står Global Music Network, GLOMUS, som er et ambitiøst netværk for proaktive musik- og kunstakademier fra hele verden. Ud over de internationale camps hvert andet år står netværket også bag løbende udveksling af studerende og undervisere og bag adskillige tværgående projekter, bl.a. omkring kapacitetsopbygning i lande med vanskelige vilkår for kunstuddannelser på højt niveau.
I år afholdes GLOMUS CAMP i Aarhus med Det Jyske Musikkonservatorium og Den Danske Scenekunstskole som primære værter. I løbet af campen vil deltagerne på campen spille, danse og tale sammen på tværs af kulturer og traditioner. Der vil være workshops, talks, uformelt samvær og frem for alt en masse fælles øvning op til en lang række offentlige events.
Som en del af programmet, afholder turkis 4 Open Stage aftener den 20. samt 22.-24. august, alle dage kl. 20:00. Her lægger vi hus til en række aftenarrangementer, hvor deltagere fra campen spiller og optræder, efterfulgt af åbne jam sessions.
Hver Open Stage har et tema: her er omdrejningspunktet for den 20. er musik, den 22. er om dans, den 23. er om ord og den 24. om musik igen.
Disse aftener er åbne for offentligheden og udgør et oplagt sted at søge ny inspiration og et bredere kunstnerisk netværk. Så hop forbi turkis og tag plads i verden!
Mere info om GLOMUS netværket.
Særligt om GLOMUS Camp 2022.