Læn dig tilbage og nyd to meditative og inspirerende koncerter, når Aske Stubkjær og Cort Lunde spiller på turkis. Indenfor hver deres musikalske genre formidler de natur og omgivelser i gennem musikken på fineste og finurlig vis.
PROGRAM
➤ Døre åbner: 19:00
➤ Aske Stubkjær: 20:00
➤ Cort Lunde: 21:15
ASKE STUBKJÆR
Forestil dig et pianette midt i aftenstunden og dens smukke lysindfald; terrassedøren står på klem, fuglene synger det sidste pip og en let, kølig brise mærkes. Vi er midt i spisestuen. Lige her indspillede Aske Stubkjær sine kompositioner fra den nyligt udgivne EP "Tænker Tanker". Den bærer tydeligt præg af Askes omgivelser, og formidler også omgivelserne på fineste vis. Dette gennem reallyde af bl.a. kvidder, hjerteslag, skridt, knitren og rislen.
Aske spillede tidligere på året i dette års "Jazzkonkurrencen" kurateret af JazzDanmark. Det har i det hele taget været et begivenhedsrigt år for Aske, der spillede support for anerkendte Svaneborg Kardyb, tilbage i marts og var på sommertour hvor han bl.a. var forbi Nibe Festival, Jazzhus Montmartre, Linnebjerg Festival og Ingenmandsland Festival.
CORT LUNDE
Cort Lunde er Erik Lunde Michaelsen og Thomas Cortes Thorup. Duoen eksperimenter elektroakustisk med besætningen trompet, bas, synth og sampler, og arbejder med menneskets kulturelle og teknologiske forhold til naturen. De vil primært fremføre kompositioner fra deres debutalbum Flora Electronica. Alle kompositioner er hver især inspireret af en specifik plante eller blomst fra Flora Danica samlingen, hvor elementer som fx plantens farve, form og naturlige habitat har været grobund for kompositionerne. Resultatet er blevet en form for absurd elevatormusik, der lever i et jazztronica-univers baseret på bio-organiske beats.
Cort Lunde er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, Dansk Musiker Forbund, Gentofte Kommune, Region Nordjylland, Statens Kunstfond og er er en naturlig forlængelse af Impro Fauna konceptet som Erik Lunde Michaelsen vandt en DMA for i 2021.